Red Barnet bruger cookies. Læs mere om vores cookie politik her

Luk cookie politik
 
 » Nyheder » Nyhed

Nyhed

Nyheder

Tilmeld nyhedsbrev
Hvad går vi og laver? Bliv opdateret ca. seks gange om året.


Danmark kan gøre det bedre

20-04-2012

Foto: Louise Dyring/Red Barnet

Kvinden, der har haft Danmark til eksamen i børns rettigheder – næstformanden for FN’s Børnekomité, Marta Mauras – har besøgt Danmark. Hun glæder sig over de fremskridt, der er sket på børnerettighedsområdet i Danmark. Men på en række områder er der bestemt stadig plads til forbedringer.

I marts havde Red Barnet og andre danske organisationer, der arbejder med børn, inviteret Marta Mauras til Danmark for at følge op på, hvordan det går med børns rettigheder i Danmark i forhold til FN’s anbefalinger fra februar 2011.

I 2011fik Danmark dumpekarakter af FN’s Børnekomité for behandlingen af udsatte børn – bl.a. fattige børn, asylbørn og børn i rets- og fængselsvæsenet.

Siden er der sket forbedringer. F.eks. er starthjælpen og 450 timers-reglen blevet afskaffet, og den kriminelle lavalder igen hævet fra 14 til 15 år. Og et børneombud er også ved at være på plads.

Men på en række andre områder er der stadig brug for forandringer og forbedringer.

Mødte danske børn
Det er første gang, vi i Danmark gør status på anbefalingerne på den måde.

For Marta Mauras blev det en intensiv uge, med besøg i et udslusningsfængsel, i Hvidovre Kommune, et anbringelsessted og en skole for asylbørn.

Hun mødtes bl.a. med den danske socialminister, ombudsmanden, børnerettighedsorganisationer, embedsmænd og 25 skoleelever.

Børnene mødte hun til en dag, hvor de fik mulighed for at fortælle, hvordan de synes, børn i Danmark – og udsatte børn i særdeleshed – kan få nogle bedre vilkår.

- Hvis et samfund skal skabe bedre vilkår for dets børn, skal man lytte til børnene. Ikke overraskende sagde de børn, jeg mødte, desværre, at der ikke bliver lyttet nok til dem, siger Marta Mauras.

Problemer med diskrimination
Ord, der er gået igen og igen under Marta Mauras besøg i Danmark, er diskrimination eller eksklusion.

- Diskrimination er et problem i Danmark. For mange børn oplever at stå uden for fællesskabet på grund af etnicitet, social baggrund eller handicap. Og det bør regeringen sætte ind over for på flere forskellige fronter, mener Marta Mauras.

På det juridiske og det institutionelle område og på uddannelses-, familie- og sundhedsområdet står Danmark over for en række udfordringer, når det gælder børns rettigheder.

Men der, hvor det halter mest, er stadig forholdene for de mest sårbare børn: asylbørnene, børn, der kommer på kant med loven, og socialt udsatte børn.

- Danmark har et system, hvor rigtig meget ansvar er lagt ud til kommunerne. Og det er fantastisk, så længe staten og regeringen er i stand til at sikre, at kommunerne har ressourcer til at gøre det, de skal. Både økonomisk og i form af viden, siger Marta Mauras og henviser til komitéens anbefaling om, at alle kommunale ansatte bør uddannes i børns rettigheder.

’Det er ikke raketvidenskab’
Som det er nu, er ressourcerne utilstrækkelige, mener Marta Mauras.

Blandt andet peger hun på lange ventelister i ungdomspsykiatrien, utilstrækkelig støtte til sårbare familier, det høje antal unge, der bor på institutioner frem for i plejefamilier, og at anbragte børn ikke altid bliver hørt og har utilstrækkelige individuelle handlingsplaner.

Der er asylbørn, der forsvinder og som ikke længere har opholdstilladelse, når de fylder 18 år. Og der er børn, der bliver varetægtsfængslet i op til otte uger, sidder i isolation i op til fire uger, eller afsoner deres straf i voksenfængsler – stik imod internationale standarder.

- Det, der skal gøres i Danmark, er ikke raketvidenskab. Det er basal god regeringsførelse, sammenfatter Marta Mauras.

Relaterede nyheder:

Støt med et beløb

Hjælp os med at hjælpe verdens mest udsatte børn.
Beløb DKK (min. 20kr.) Giv din donation
Så langt rækker støtten:
115 kr.
En varm sovepose til et flygtningebarn fra Syrien
 
300 kr. 
Vinterjakker til fem syriske flygtningebørn
 
936 kr.
Nærende mad til fem sultne børn fra Syrien i en måned