Pas på med at overvurdere de japanske børn
16-03-2011
12-årige Narumi Kawahima og hendes søster Kotomi på ti år bor nu i et evakueringscenter efter at tsunamien ramte deres hjem i Sendai, som er en af de hårdest ramte byer.
Foto: Jensen Walker/ Getty Images for Save the Children.
Gør en forskel
Hjælp børn ramt af katastrofer - støt Børnekatastrofefonden
Hjælp børn ramt af katastrofer - støt Børnekatastrofefonden
- Der er ingen grund til at tro, at de japanske børn reagerer anderledes indeni end alle andre børn - på trods af det, der kan fremstå som et kontrolleret ydre. Vi er nødt til at holde et meget skarpt fokus på det indre kaos, som mange japanske børn lige nu lever med og på det, der skal til for at hjælpe børnene videre med så få psykiske skader som muligt, siger Anne-Sophie Dybdal, børnepsykolog i Red Barnet.
Anne-Sophie Dybdal har igennem mange år arbejdet med børn i katastrofeområder og krigszoner.
- Enhver kultur har forskellige udtryksformer, men det betyder ikke, at børn ikke har behov for ekstra omsorg, tryghed og støtte – særligt i så gennemgribende og voldsomme begivenheder som en katatstrofe. Det kan ryste børn i deres grundvold, og de er dybt afhænige af de voksnes opbakning og forståelse af, hvordan situationen opleves for et barn, siger Anne-Sophie Dybdal.
Stærke reaktioner fra børn
Hun fremhæver jordskælvet i Kobe i Japan i 1995 som en af de katastrofer, hvor man har lavet de mest grundige undersøgelser af de psykiske konskvenser for de berørte børn og voksne.
- Undersøgelserne viste, at de voldsomme oplevelser kan have konsekvenser for børns trivsel og udvikling langt ud i fremtiden, siger Dybdal.
Ved Jordskælvet i Kobe, som ved alle andre store katastrofer, kan børn få stærke efterreaktioner – de kan blive ægstelige, urolige, ukoncentrerede og bange for at blive adskilt fra deres familier, fremhæver Dybdal.
- Når jeg taler med børn, der har været udsat for en katastrofe, vender de igen og igen tilbage til spørgsmålet om, det kan ske igen – selv lang tid efter. Det viser, at katastrofen har betydet, at verden er blevet et mindre sikkert og forudsigeligt sted for barnet at leve i, siger Anne-Sophie Dybdal.
En stor del af Red Barnets arbejde i Japan handler om blandt andet at oprette beskyttede områder for børn, hvor japanske børn blandt andet får hjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser og komme i gang med en normal hverdag med leg og skolegang.
Anne-Sophie Dybdal har igennem mange år arbejdet med børn i katastrofeområder og krigszoner.
- Enhver kultur har forskellige udtryksformer, men det betyder ikke, at børn ikke har behov for ekstra omsorg, tryghed og støtte – særligt i så gennemgribende og voldsomme begivenheder som en katatstrofe. Det kan ryste børn i deres grundvold, og de er dybt afhænige af de voksnes opbakning og forståelse af, hvordan situationen opleves for et barn, siger Anne-Sophie Dybdal.
Stærke reaktioner fra børn
Hun fremhæver jordskælvet i Kobe i Japan i 1995 som en af de katastrofer, hvor man har lavet de mest grundige undersøgelser af de psykiske konskvenser for de berørte børn og voksne.
- Undersøgelserne viste, at de voldsomme oplevelser kan have konsekvenser for børns trivsel og udvikling langt ud i fremtiden, siger Dybdal.
Ved Jordskælvet i Kobe, som ved alle andre store katastrofer, kan børn få stærke efterreaktioner – de kan blive ægstelige, urolige, ukoncentrerede og bange for at blive adskilt fra deres familier, fremhæver Dybdal.
- Når jeg taler med børn, der har været udsat for en katastrofe, vender de igen og igen tilbage til spørgsmålet om, det kan ske igen – selv lang tid efter. Det viser, at katastrofen har betydet, at verden er blevet et mindre sikkert og forudsigeligt sted for barnet at leve i, siger Anne-Sophie Dybdal.
En stor del af Red Barnets arbejde i Japan handler om blandt andet at oprette beskyttede områder for børn, hvor japanske børn blandt andet får hjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser og komme i gang med en normal hverdag med leg og skolegang.
