Red Barnet bruger cookies. Læs mere om vores cookie politik her

Luk cookie politik
 
 » Nyheder » Nyhed

Nyhed

Nyheder

Tilmeld nyhedsbrev
Hvad går vi og laver? Bliv opdateret ca. seks gange om året.


Børn fanget i sultkatastrofe

04-07-2011

Foto: Colin Crowley/Save the Children

Tusindvis af børn flygter lige nu fra den humanitære katastrofe på Afrikas Horn. De er underernærede, dehydrerede og udmattede, fortæller Red Barnets medarbejdere. Samtidig er børnene ekstra sårbare over for den ustabilitet, som sultkatastrofen skaber i hele regionen.



Foto: Colin Crowley/Save the Children

Over halvdelen af de ni millioner mennesker, der er ramt af sult på Afrikas Horn, er børn. Mange af dem forsøger lige nu at redde livet ved at flygte fra sulten og tørken.

Alene i Somalia er tusinder drevet på flugt, fortæller Jakob Eilsøe Mikkelsen, Red Barnets ekspert i børns forhold under sultkatastrofer.
 
- Situationen er desperat for de hundrede tusinder af børn, der er ramt af katastrofen. De risikerer at bukke under af sult og de sygdomme, de får af langvarig underernæring.

- De mange børn, som må flygte fra hus og hjem, risikerer desuden at blive væk fra deres familier og udsat for overgreb under deres flugt. Og mange af de børn, der flygter, ender blot i andre tørkeramte områder i Østafrika, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.
 
Dødelig kombination: Tørke og stigende fødevarepriser

Rigtig mange børn havner i verdens største flygtningelejr, Dadaab i Kenya, hvor Red Barnets medarbejdere lige nu modtager flere end 800 børn hver dag. For bare et år siden kom der 30-40 børn om dagen.

- Mine kollegaer fortæller, at børnene er underernærede, dehydrerede og udmattede, når de ankommer efter at have vandret i sand og brændende varme i helt op til seks uger.

- Lejren er allerede nær bristepunktet, og antallet af nye flygtninge vil kun forværre forholdene for de børn, der allerede bor i Dadaab, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

Lige i øjeblikket er der omkring 400.000 flygtninge i lejren, og halvdelen af dem er børn. Lejren er kun bygget til 90.000 mennesker, så trængslen er stor, og langt fra alle har tag over hovedet.

Det er en dødelig kombination af langvarig tørke og stigende fødevarepriser, der har skabt den aktuelle katastrofe. Ud over den akutte desperate situation vil katastrofen også få langsigtede konsekvenser.

Ustabilitet truer børn
- Mange familier mister hele deres livsgrundlag langt ud i fremtiden - f.eks. fordi deres kameler og får dør. Sulten forstærker samtidig kampen om de knappe ressourcer og er derfor med til at skabe ustabilitet i den hårdt plagede region.

- Eksempelvis i Somalia, som i forvejen er hærget af konflikter. Det er en farlig cocktail, som øger risikoen for overgreb mod børn betragteligt, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.
 
Red Barnets nødberedskab hjælper familier, der er berørt af tørken i Østafrika.

Vi behandler underernærede børn, sørger for mad og vand til de sårbare samfund og arbejder på at hjælpe folk til at klare hyppigere tørke, forårsaget af klimaforandringer.
 
Red Barnet har arbejdet i regionen i over 20 år. Tidligere i år sendte vi 750.000 kroner til sultkatastrofen fra vores nødhjælpsbevilling. Og nu sender vi igen to millioner kroner fra nødhjælpsbevillingen af sted til akut nødhjælp.

Ud over det samler vi ind via Børnekatastrofefonden.

I alt har vi brug for 345 millioner kroner til at hjælpe de børn og deres forældre, der er ramt af sultkatastrofen. Det drejer sig om 1.840.000 mennesker i Somalia, Etiopien og Kenya. 1.150.000 af dem er børn.

Du kan støtte Børnekatastrofefonden og hjælpe børnene
 

Relaterede nyheder:

Støt med et beløb

Hjælp os med at hjælpe verdens mest udsatte børn.
Beløb DKK (min. 20kr.) Giv din donation
Så langt rækker støtten:
115 kr.
En varm sovepose til et flygtningebarn fra Syrien
 
300 kr. 
Vinterjakker til fem syriske flygtningebørn
 
936 kr.
Nærende mad til fem sultne børn fra Syrien i en måned